Helsingør Kammeropera er et professionelt projektteater der er grundlagt i 2016. I 2022 blev Kammeroperaen organiseret som selvejende institution med en kunstnerisk ledelse, en bestyrelse og en tilknyttet venneforening.
Kammeroperaens grundlægger Camilla Illeborg er kunstnerisk leder og varetager desuden projektledelsen af alle aktiviteter. Leif Greibe er Kammeroperaens musikchef og kapelmester.
camilla illeborg
kunstnerisk leder OG SOPRAN
Camilla Illeborg er kunstnerisk leder og ildsjælen bag Helsingør Kammeropera, som inspirerer, samler og skaber grobunden for det stærke kunstneriske fællesskab – og får det umulige til at ske.
Efter sin diplomeksamen på DKDM i København i 1999, tog hun til Italien for at videreuddanne sig indenfor den italienske sangtradition hos Mirella Freni, Renata Scotto og Sherman Lowe.
Camilla Illeborg blev i Italien i 10 år; fascineret af italienernes kreative, generøse, inkluderende, passionerede og opfindsomme måde at være i verden på og af et land med så mægtig en kulturhistorie, hvor opera er folkeeje og tilgangen til genren er naturlig og levende. Det er erfaringer fra disse år, der er Camilla Illeborgs kulturelle fundament, og der kan trækkes direkte tråde herfra og til hendes visioner om levende kunstneriske fælleskaber og tilgængeliggørelse.
Inspireret af den italienske salontradition, gav Camilla Illeborg i disse år hundredevis af salonkoncerter i Italien og resten af Europa og vandt i øvrigt en række sangpriser. Som operasanger har hun bl.a. optrådt på Teatro Verdi i Trieste, Det Kongelige Teater samt i Egypten på Cairo Opera House.
leif Greibe
MusikcheF OG KAPELMESTER
Leif Greibe er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København hos Professor José Ribera. Allerede inden sin diplomeksamen blev han ansat på Det Kongelige Teater som operarepetitør, hvor han siden har arbejdet med mere end hundrede operaopsætninger.
Leif Greibe er tillige en meget efterspurgt kammermusiker og akkompagnatør og har givet talrige koncerter i Europa, Asien og Nordamerika.
Det Kongelige Teater, Copenhagen Opera Festival, Den Fynske Opera og guidOpera trækker desuden ofte på Leif Greibes store begavelse som arrangør af operapartiturer for kammerbesætninger.Hans evner på dette felt har afgørende betydning for Helsingør Kammeropera, hvor han udover sin rolle som musikchef også er kapelmester og arrangør.