Kammermusikkoncerterne i Helsingør Kammeropera byder den 6. februar på en koncert med en af Danmarks førende ensembler, Arild Kvartetten.
Stengade 51
3000 Helsingør
Teaterhuset ligger midt på gågaden 3 minutters gang fra stationen.
Dørene til Teaterhuset åbner en halv time før koncerten.
Entré: 300 – 375 kr
Medlemmer: 250 – 325 kr
Unge under 25: 175 kr
Prisen er inkl. et glas skøn italiensk vin som Enoteka byder på i pausen.
Spørgsmål vedrørende medlemskab og billetkøb henvendes til
billetter@kammeropera.dk
tel. 26747720
eller direkte til Billetten.dk på
tel. 70202096
Tak til vores sponsorer og samarbejdspartnere Enoteka og Gallery Henrik Schurmann.
En uendelig stor og hjertelig tak for alle de fornemme bidrag Kammeroperaen har modtaget og som har gjort det muligt at beholde det vidunderlige koncertflygel, der siden 2016 har været udlånt til Kammeroperaen.
Det er en smuk tanke at alle der har bidraget nu ejer en del af Kammeroperaens Koncertflygel.
Helsingør Kammeropera har siden 2016 haft et stort Blüthner Koncertflygel stående i Helsingør Teaterhus. Koncertflyglet blev indviet med en kammermusikkoncert med Arild Kvartetten og Kammeroperaens kapelmester Leif Greibe ved flyglet.
Siden har højt profilerede ensembler, sangere og pianister gæstet Kammeroperaen og givet kammermusikkoncerter, Liedkoncerter og klaver recitals: Trio con brio, Den Danske Klavertrio, pianist Katrine Gislinge, pianist Marianna Shirinyan, cellist Torleif Thedéen og senest baryton Morten Frank Larsen.
Kammermusikkoncerterne i Helsingør Kammeropera byder den 6. februar 2027 på en koncert med Arild Kvartetten. Koncerten er udskudt fra sidste sæson.
Arild Kvartetten har i mere end 15 år været blandt de førende ensembler på den danske kammermusikscene, hvor de har høstet mange roser for deres noble og modne spillestil. Arild Kvartetten er hyppige gæster på danske og internationale kammermusikfestivaler, og har turneret i lande som Brasilien, Skotland, Tyskland, Finland, Tjekkiet, Grækenland og Sverige. Ensemblet har indspillet digitale udgivelser af de danske guldalderkomponister Horneman og Hamerik på DaCapo Records.
I september 2016, da Kammeroperaen afholdt sit allerførste arrangement i Helsingør Teaterhus, var det netop Arild Kvartetten, der var med til at indvie det store Blüthner Koncertflygel med koncerten La Bonne Chanson. Det er i nu lykkedes Kammeroperaen at rejse midler til at købe dette fremragende instrument, som vi i gennem 10 år har haft så stor glæde af. Med koncerten med Arild Kvartetten slutter vi således ringen.
Sammen med Arild Kvartetten vil Kammeroperaens sopran Camilla Illeborg og kapelmester Leif Greibe opføre Faurés smukke sange La Bonne Chanson, som også blev opført ved koncerten i 2016, samt Brahms’ fantastiske Klaverkvintet i f-mol.
Vi glæder os usigeligt til denne Kammermusikkoncert med Arild Kvartetten.
Faurés La Bonne Chanson og Brahms Klaverkvintet i f-mol m.m.
Efter koncerten med Den Danske Klavertrio i marts 2019, fortalte pianisten Katrine Gislinge om sin oplevelse af at spille på Blüthner koncertflygelet. Hun sagde blandt andet:
Det har en fantastisk dynamisk spændvidde og kan spænde fra de helt fine klare nuancer til det store udbrud. Det har både noget blødt og noget brillant i klangen og det kan jeg godt lide. Jeg har virkelig nydt at spille på dette flygel. Det har nogle kvaliteter som kun de allerbedste flygler har.





