Helsingør Kammeroperas opsætning af Mozarts Don Juan i november 2024, modtog stor ros fra publikum og presse.
Forestillingen var iscenesat i instruktør Tine Topsøe i samarbejde med scenograf Catia Hauberg og kapelmester Leif Greibe.
“Når de sang ensemblerne, hvor de allesammen var sammen: Altså! Man kunne næsten ikke være der, så skønt var det.
De sang super godt allesammen, de sang lækkert, de sang musikalsk, og Leif Greibe havde som sædvanligt sat Mozart ned til ganske få instrumenter, hvor det alligevel lød fuldstændig uimodståeligt. Altså hvad de kan deroppe, det forstår man ikke helt. Det er virkelig genialt.”
Hør hele Lotte Heises anmeldelse af Don Juan i Bravo på DR P2. [Minuttal 12:28]
“Morten Frank Larsen fra Wiener Staatsoper sang titelpartiet med stilsikker tyngde og en volumen, der næsten sprængte det lille scenerum og al sølvrævens selvfedhed. Han er en alfahan, og han ved det.
De øvrige herrer må underkaste sig, både Asmus Hankes dirrende Masetto og stakkes Don Ottavio, der gør alt det rigtige og alligevel vælges fra af Philippa Colds statuariske Donna Anna, der rækker ham ringen tilbage, da fantasien er slut, og virkeligheden trænger sig på.
Joel Kyhles Leporello var scenisk perfekt i presset mellem Don Juans urimelige kommandoer og hans egen selvstændige holdning, fastfrosset i den uflyttelige rolle som tjener for en egoistisk, nydelsesfuld herre.
Stemmemæssigt var han varm og sikker, og i det hele taget var sangerholdet en fornøjelse med blandt andre en ekvilibristisk indlevet Johanne Højlund som Donna Elvira, og en knibsk Zerlina i skikkelse af Camilla Illeborg, der undervejs kastede sig over Don Juan frem for den klassiske, modsatte rollefordeling.”
“Helsingør Kammeropera havde vanen tro stablet et meget fint sangerhold på benene. […] I titelpartiet havde man valgt den rutinerede Morten Frank Larsen, der var en kraftfuld og potent inkarnation af den berygtede libertiner. Frank Larsen sang partiet med en altfortærende, smittende begejstring og appetit på alt, hvad der er kvinde.
Kapelmester Leif Greibe havde også den her gang lavet et fornemt arrangement, […] der fint fik de nuancer frem i musikken, som en vellykket mozartopera er gjort af”
Produktionen af Don Juan er støttet af A. P. Møller Fonden, Beckett-fonden, William Demant Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Kirsten og Frits Frederiksens Fond, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond og Dansk Skuespillerforbund.
Tak også til vores sponsorer og samarbejdspartnere Enoteka og Gallery Henrik Schurmann.
Kammeroperaens opsætning af Mozarts Don Juan var skabt i et inspirerende samarbejde mellem instruktør Tine Topsøe, scenograf Catia Hauberg, alle medvirkende på scenen og i kammerensemblet under ledelse af kapelmester Leif Greibe, resten af det kunstneriske team bag produktionen og ikke mindst, et stort hold af fantastiske frivillige fra Kammeroperaens Venner.
Operaen blev sunget på italiensk og var arrangeret for et kammerensemble bestående af violin, cello og klarinet og klaver af kapelmester Leif Greibe.
Mange Mozart-forskere mener, at Mozart havde Tourettes syndrom – en neurologisk lidelse, der blandt andet er karakteriseret ved en trang til at sige upassende ting. Det er i den kontekst ingen overraskelse, at han var interesseret i historien om den ikoniske libertiner Don Juan, der lever udelukkende for at forføre så mange kvinder som overhovedet muligt. Da Don Juan-fortællinger i forvejen var populære i Prag, hvorfra Mozart fik en bestilling på en opera, var valget af emne let.
Handlingen er baseret på Tirso di Melina’s skuespil El burlador de Sevilla y convidado de piedra. Det frugtbare samarbejde med librettisten Lorenzo da Ponte og det frække tema inspirerede Mozart i en sådan grad, at operaen af mange regnes for en af de bedste operaer, der nogen sinde er skrevet, og den er til stadighed på listen over de ti mest opførte operaer.
Handlingen er for så vidt ret enkel: Don Giovanni er fra først til sidst optaget af at erobre kvinder – og undgå dem, han tidligere har erobret (og deres mænd). Til sidst indhentes han af skæbnen i skikkelse af ’Stengæsten’ – statuen af den mand, han i operaens begyndelse har slået ihjel. Han fortryder ingen af sine gerninger, og bliver derfor sendt i Helvede. Operaen slutter derefter med et moraliserende ensemble.
Mozarts geni viser sig først og fremmest, når en enkel – næsten banal – handling bliver udødeliggjort, og den musikalske personskildring af især de tre kvinder Donna Elvira, Donna Anna og Zerlina, samt sidstnævntes mænd Don Ottavio og Massetto har siden været et referencepunkt for senere operakomponister. Ligeledes har da Pontes tekst med sin raffinerede blanding af drama, komiske elementer og overnaturlige indslag gennem mere end 200 år været en uendelig kilde til inspiration for mange generationer af instruktører.
Den første beskrivelse af den legendariske kvindeforfører Don Juans bedrifter blev forfattet af en spansk munk i 1630 og havde en tydelig morale om Guds straf af synden. Med årene er Don Juan blevet mere et begreb end én mand. En fantasi, der kan forføre enhver kvinde. Men er din Don Juan også min Don Juan? Eller er der for hver kvinde en Don Juan, der netop er udtrykket af hendes begær?
I mine øjne er et af de smukkeste karakteristika ved en Mozartopera, at kvindefigurerne er mindst lige så rige og facetterede som de mandlige. I denne nyfortolkning af Mozarts evergreen skifter vi fokus fra libertineren til de tre kvindelige karakterer, der gennem Mozarts musik er blevet næsten lige så kendte som Don Giovanni, nemlig Donna Anna, Donna Elvira og Zerlina.
Handlingen udspiller sig på Don Giovannis slot, hvor alle karakterer indfinder sig. Den romantiske setting og stedets karismatiske ejer, Don Giovanni, sætter gang i kvindernes fantasier. Vi dykker ned i deres erotiske og romantiske drømme og kontrasten til deres faktiske liv og forholdet til deres partner. Hvad er det, de tre kvinder længes efter? Hvorfor? Hvad betyder det for mændene i deres liv og hvad sker der, hvis de udlever det? Kan deres respektive forhold klare mosten eller må der skabes nye forbindelser?
Inspireret af den erotiske, surrealistiske, psykologiske film Belle de Jour fra 1967, udspilles virkeligheden parallelt med de udlevede og ikke udlevede fantasier. I tråd med filmen smelter fantasi og virkelighed efterhånden sammen og det bliver svært at opstille en egentlig morale. For hvem ved, om fantasien ikke burde have en plads i virkeligheden?