Helsingør Kammeropera har netop opført de to veristiske operaer i én akt Mascagnis Cavalleria Rusticana og Leoncavallos I Pagliacci for fulde huse.
Forestillingen blev modtaget af et begejstret publikum og mange rosende ord fra pressen.
“Og så kan man måske godt sidde og tænke: Men er det ikke sådan et lille sted, hvor de ikke har så mange instrumenter? Jo, de var fire og så var der de der folk der sang fra koret – og man troede man sad i Wiener Staatsoper eller Berlin, Unter den Linden. Det var fuldstændig absurd højt niveau. Og man blev sådan helt: Hvordan skal vi nogensinde lande igen?
Men da vi så havde haft en lille pause og stod og rystede derude sammen med alle de andre gæster og talte om hvor fabelagtigt det var, at man kunne tage til Helsingør og opleve verdensklasse, så gik de igang med Bajadser, som var lige så slem – altså ligeså god og ligeså uhyggelig.”
Hør hele Lotte Heises anmeldelse af Cavalleria Rustivana & I Pagliacci i Bravo på DR P2. [Minuttal 16:37]
“Begge operaer varede omkring en time og formåede at tegne et musikalsk og menneskeligt drama på den relativt korte tid. Cavalleria Rusticanas indsmigrende melodier blev sunget og spillet inderligt og tempofyldt, og svingede fra højlydte deklamationer om svigt og hævn til dybtfølte passager, hvor musikernes ekvilibristiske håndtering af det af Leif Greibes tilpassede partitur holdt salen tryllebundet.
[…] Gribende var også scenen mellem Nedda og Canio, hvor grænsen mellem dramaet på operaens lille scene og operaens (lidt større) scene viskedes ud. I det øjeblik viskedes også grænsen til publikum ud, og flere fældede en tåre, da tæppet faldt og skjulte de faldne.”
“Det kammermusikalske arrangement gav […] en følsomhed og intimitet, som man ikke på samme måde opnår med det store orkester. […] I det hele taget havde Helsingør Kammeropera fået samlet et imponerende flot hold af sangere.”
Produktionen af Cavalleria Rusticana & I Pagliacci er støttet af Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Beckett-fonden, William Demant Fonden, Dansk Skuespillerforbund, Kirsten og Frits Frederiksens Fond og Dansk Kapelmesterforening.
Tak også til vores sponsorer og samarbejdspartnere Enoteka, Gallery Henrik Schurmann, Elis og Bror & Søster.
De to italienske operaer i én akt fra henholdsvis 1890 og 1892 er lige siden deres urpremierer som oftest blevet spillet sammen. Det er bestemt ikke uden grund, da deres fortællinger og stilarter supplerer hinanden fantastisk godt. Derfor er det også en stor glæde for os at kunne præsentere I Pagliacci (Bajadser som var Kammeroperaens debutforestilling i 2016) i denne klassiske konstellation i en smuk og spændende nyopsætning.
Opsætningen af Cavalleria Rusticana & I Pagliacci er skabt i et inspirerende samarbejde mellem instruktør Tine Topsøe, kapelmester Leif Greibe, scenograf Catia Hauberg, lysdesigner Viktor Holm Lauridsen, resten af det kunstneriske team bag produktionen og et stort hold af fantastiske frivillige fra Kammeroperaens Venner, der har realiseret vores vildeste drømme om scenografi og kostumer til korets smukke påskeprocession.
På scenen brillerede et hold af fremadstormende danske sangere bl.a. Philippa Cold i rollen som Santuzza, Anders Kampmann som Turiddu og Canio og Teit Kanstrup som Alfio og Tonio samt en række af fremtidens stjerner. Desuden medvirkede for første gang Skt. Olai Vokalensemble med den smukke påskehymne i Cavalleria Rusticana.
Operaerne var arrangeret for et kammerensemble bestående af violin, cello, klarinet og klaver af kapelmester Leif Greibe, der også varetog den musikalske ledelse af forestillingen.
Cavalleria Rusticana og I Pagliacci er begge eksempler på italiensk verisme og er siden 1893 blevet opført sammen som en populær double-bill kendt som Cav and Pag.
Jeg har i denne iscenesættelse valgt at lade dem udspille sig på samme sicilianske plads med 140 års mellemrum – Cavalleria Rusticana i 1880’erne og I Pagliacci i dag. Flere af de medvirkende sangere går igen i begge operaer. På den måde spejles Lolas forsøg på at skabe et friere liv for sig selv i Neddas forsøg på det samme. Begge gange slås frihedstrangen ned af en mand, der endog ser sig nødsaget til mord for at forsvare sin ære og ejendom.
Ideelt set ville denne primitive form for selvtægt være et afsluttet kapitel, men som vi ser i de italienske nyheder i dag, er hustru- og jalousidrab ikke fortid. Forgangne tiders stereotyper forfølger os ind i nutiden, hvor gerne vi end ville slippe af med disse spøgelser.
Cavalleria Rusticana udspiller sig i en siciliansk landsby en påskemorgen. Turiddu er forelsket i Lola, hans tidligere kærlighed. Lola har giftet sig med en anden, mens han var udstedt som soldat, men har taget ham som sin elsker efter hans hjemkomst. I mellemtiden har Turiddu nået at trøste sig med Santuzza, som han dermed har vanæret ved ikke at ville gifte sig med hende. I sin fortvivlelse afslører Santuzza utroskaben for Lolas mand og det får fatale konsekvenser.
Handlingen i I Pagliacci udspiller sig i denne opsætning i den samme lille sicilianske by, hvor en omrejsende teatertrup gør sig klar til aftenens forstilling. Truppen består af Canio og hans kone Nedda, Peppe og Tonio, som hemmeligt begærer Nedda. Netop som komedien skal til at begynde, opdager Tonio at Nedda har en affære og fortæller det til Canio. Da Canio kort tid efter må gå på scenen i rollen som en ægtemand, hvis kone er ham utro – til stor morskab for publikum – ender han, opildnet af jalousi, med at slå sin kone ihjel for åbent tæppe.