I denne sæson skal vi ikke mindst fejre Kammeroperaens 10 års jubilæum. Vi har derfor valgt at forkæle os selv og jer med hele to operaer af vores absolut foretrukne italienske komponist, Puccini: hans vidunderlige komedie, Gianni Schicchi og senere på sæsonen komponistens måske allerstørste mesterværk, Tosca.
Vi åbner sæsonen med en festlig jubilæumsforestilling den 1. november, hvor vi foruden Gianni Schicchi opfører den ukendte, men mindst lige så charmerende komedie af Wolf-Ferrari Il segreto di Susanna. Alle operaforestillinger i denne sæson iscenesættes af den fremragende skuespilinstruktør Katrine Wiedemann.
Kammeroperaen afholder i øvrigt som altid en festlig Nytårskoncert og en Kammermusikkoncert med Arild Kvartetten samt en række mindre koncerter og events.
Alle sæsonens arrangementer vil på hver sin måde belyse årets tema, som er I gæld til sandheden.